Khabib Nurmagomedov – The GOAT

Khabib Nurmagomedov - The GOAT

Sikke en præstation og sejr af Khabib Nurmagomedov der fuldstændig satte på plads hvem der er den absolut bedste UFC lightweight i historien, og måske også den bedste nogensinde på tværs af alle vægtklasser.

Dominerende indsats mod Gaethje der blev afsluttet via submission i anden omgang, i et opgør hvor Gaethje aldrig fik et ben til jorden.

På trods af sejren bliver det store efterspil dog ikke kun historien om endnu et titelforsvar, men også historien om det sidste.

Khabib indstillede nemlig karrieren umiddelbart efter at være blevet annonceret som vinder, og smed sine handsker i midten af buret som symbolet herpå.

Som årsag fortalte Khabib at det var et løfte til hans mor der gør at han ikke længere vil optræde som professionel, et løfte der kom oven på faderens død i foråret, og som gik på at Khabib ikke skulle kæmpe uden sin far ved sin side.

På det tidspunkt var en kamp med Gaethje dog allerede på tegnebrættet, og Khabib følte derfor at det var en kamp han blev nødt til at tage, ikke mindst for sin fars skyld.

Det var da også en tydeligt berørt Khabib der i sekunderne efter sejren brød sammen i midten af buret, og lod alle følelserne få frit løb. Et rørende øjeblik for alle omkring Khabib og alle dem der elsker kampsport.

Khabib afslutter sin professionelle mma-karriere med en vanvittig ubesejret rekordliste på 29-0.

GOAT – Greatest of All Time.

Share on facebook
Facebook
Share on google
Google+
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn
Share on pinterest
Pinterest