Nicolas Dalby – Portræt af en ægte fighter

Nicolas Dalby

Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi her på redaktionen har Nicolas Dalby som vores absolutte favorit. Historien om hvordan Dalby overvandt sin depression og fandt vej tilbage til UFC, der kulminerede ved UFC Copenhagen tilbage i september 2019, er både rørende og en kæmpe inspiration.

Det hele startede så godt for Dalby der både vandt og forsvarede Cage Warriors Weltervægt titel, inden han også sejrede i sin UFC debut via en split decision over Elizeu Zaleski dos Santos. Alt sammen med en perfekt ubesejret 14-0 rekord liste. Ubesejret forblev han da også efter sin næste kamp, der dog for første gang i karrieren ikke bød på en sejr. Resultatet var i stedet en majority draw i en kamp hvor Dalby viste stort hjerte og fik kæmpet sig stærkt tilbage i anden halvdel af kampen.

Modstanderen dengang hed Darren Till, en ung fremadstormende fighter der ligesom Dalby var ubesejret. At Till siden hen er blevet lidt af en (i mma-regi) verdensstjerne med sejre over så store navne som Donald Cerrone, Stephen Thompson og Kelvin Gastelum vidner lidt om hvor højt et niveau Dalby befandt sig på.

Der var altså stadig store forventninger og tro på Dalby. To kampe senere var historien dog en helt anden. Nederlag til først Zak Cummings, og sidenhen til Peter Sobotta, og Dalby gik fra at have en håbefuld fremtid i UFC til at stå uden en UFC kontrakt. UFC valgte således ikke at forlænge med Dalby oven på de fire kampe han fik. En sejr, en uafgjort og to nederlag blev det til, inden den helt store nedtur ramte. Om at blive cuttet fra UFC og den efterfølgende nedtur sagde Dalby:

”At blive fritstillet af UFC var et stort slag for mig. Det fyldte meget. Det var dengang noget af det sidste, jeg kunne læne mig op ad. Det gik ikke godt, men i det mindste var jeg UFC-fighter. At få den besked var det sidste skub ud over kanten, så jeg sagde ‘fuck it’. Det næste halve år var en tåge.”

Skuffelsen over at være blevet ’fyret’ af UFC var så stor at Dalby endte i både depression og alkoholmisbrug. Endnu et nederlag fulgte, nu i den mindre organisation Cage Warriors hvor Dalby før havde været regerende og forsvarende mester. Men her slutter den kedelige historie også. Vendepunktet kom for få år siden, da Dalby fik beskeden om at han skulle være far. Som Dalby siden har udtalt:

’’Jeg kæmpede mig tilbage. Jeg ville sikre mig, at min datter fik en god opvækst. Det er ikke, fordi jeg behøver være rig eller køre i Porsche, men jeg vil sikre hende en stabil og god opvækst.’’

Den lange seje kamp tilbage til ikke bare UFC, men at finde sig selv igen, for sin egen og sin families skyld, var påbegyndt. I fight regi startede kampen, eller kampene, i Cage Warriors. Her blev det til to sejre, inden Dalby genobrede sin tidligere titel i weltervægt, da han knockoutede Alex Lahore i fjerde omgang i København og dermed sikrede sig interim bæltet. Næste kamp var et unificerings opgør om weltervægt titlen mod Ross Houston.

Kampen var samtidig en kamp om en kontrakt i UFC. Levere man en god indsats og vinder i en titel kamp i Cage Warriors plejer man som regel at få en kontrakt i UFC – præcis som Dalby selv gjorde det tidligere i sin karriere. Som en ekstra gulerod var det endda UFC Copenhagen der var i sigte for Dalby. Drømmen om at gøre comeback i UFC, og så endda på hjemmebanen i København var inden for rækkevidde.

Kampen startede lige, men efterhånden som kampen skred frem tog Dalby mere og mere over. Begge fightere led dog under alvorlige skader der resulterede i at overfladen blev så glat af blod at dommeren ikke så anden udvej end at stoppe kampen som en no-contest. Ærgeligt for Dalby der lignede en mand på vej mod sejren med en stærk præstation. At Dalby endte i UFC, og endte med at komme på fight card til UFC Copenhagen er nok gået de færreste danske kamp fans forbi. 

Men inden da, og allerede kort efter kampen med Ross Houston, ramte frygten Dalby. En reporter spurgte Dalby om han var bekymret for om de skader han havde fået i opgøret ville holde ham ude for længe til at han ville nå at kunne blive klar til UFC Copenhagen. Dalby svarede at det havde han ikke rigtig tænkt på endnu. Og lige der, begyndte han at spekulere. Og så brød han sammen. At være så tæt på, oven på alt hvad han havde gået igennem for at komme hertil, for at se det hele forsvinde på grund af skader, blev for meget for Dalby. Lad det være helt sikkert at vores sympati for Dalby bestemt ikke blev mindre af at se det. Men Dalby giver aldrig op. En ægte fighter.

Blot tre måneder senere var han således på vej ind i buret, til tonerne af den danske national sang sunget af hans kæreste og moren til hans lille pige, inden han i et tæt opgør blev udråbt som vinder over Alex Oliveira. Aftenens klart største jubel brøl brød ud, og alle danskere, inklusive os her på redaktionen, der var til stede i Royal Copenhagen den aften fik sig en oplevelse af de helt sjældne og specielle. Tekst kan næsten ikke gøre det retfærdighed, så har man ikke set kampen (med walk-in, octagon-interview etc.) så bør man gøre det. Kampen kan ses på UFC Fight Pass (bemærk at det koster penge at oprette sig bruger).

Vi kan også kun anbefale at man ser mini-serien om Nicolas Dalby ’Fighting Nicolas Dalby’. Her kan du bl.a. se det føromtalte interview efter kampen mod Ross Houston. Serien giver et super indblik i personen Nicolas Dalby, som fremstår utrolig sympatisk, godhjertet, som et godt familiemenneske og en ægte fighter – både inden og uden for buret.

Serien ‘Fighting Nicolas Dalby’ kan ses på Viaplay. På Viaplay kan du ligeledes se Nicolas Dalby næste gang han skal i aktion når han kæmper ved UFC Fight Night: Whittaker vs. Till på Fight Island natten til søndag den 26 juli imod Danny Roberts. Har du ikke et Viaplay abonnement kan du klikke lige her og oprette dig hurtigt og nemt.

Share on facebook
Facebook
Share on google
Google+
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn
Share on pinterest
Pinterest