UFC 254: Optakt

UFC bælte

Så er ventetiden endelig ovre når UFC 254 i aften afvikles på Fight Island i Abu Dhabi, hvor lightweight mester Khabib Nurmagomedov forsvarer sit bælte mod udfordreren Justin Gaethje.

UFC 254 byder derudover på flere andre interessante opgør, ikke mindst co-main event der står mellem Robert Whittaker og Jared Cannonier, i en direkte kamp om retten til at udfordre middleweight mesteren Israel Adesanya.

Resten af kortet har dertil flere genkendelige navne som Alexandar Volkov, Walt Harris, Stefan Struve og Alex Oliveira. Der er altså god grund til at sidde klar fra start når det i aften går løs ved UFC 254!

UFC 254 kan ses direkte på Viaplay som sender fra kl. 20.00.

Khabib Nurmagomedov vs. Justin Gaethje

Hovedkampen ved UFC 254, og kampen over dem alle i 2020. En ubesejret mester mod en ekstremt underholdende og farlig udfordrer. Khabib vs. Gaethje. Så er scenen ligesom sat for en af de største UFC kampe i nyere tid.

Den ubesejrede lightweight mester Khabib Nurmagomedov kommer ind til opgøret med en rekordliste på 28-0(!), og har i sin mma- og UFC karriere vist sig fuldstændig ustoppelig.

Udfordreren og nuværende Interim Lightweight mester Justin Gaethje kommer ind til opgøret med en rekordliste på 22-2, hvoraf hele 19 er vundet på KO.

Det er uden tvivl de to bedste kæmpere i divisionen pt. som i aften møder hinanden ved UFC 254, i en direkte duel om hvem der er den bedste i verden. Kan Gaethje skabe overraskelsen som ingen har kunne før ham, eller fortsætter Khabib sin dominans?

Eksperter og favoritter er ikke i tvivl – Khabib kommer til at gøre som han altid gør. Tvinge sine modstandere op mod buret, og bruge sin vanvittige wrestling til at få sine modstandere ned på gulvet, hvorfra det nærmest er umuligt at slippe væk igen.

Der er dog dem der tror på Gaethje, og det er ikke helt uden grund. Gaethje er i sig selv en super dygtig wrestler, og kommer selv fra en baggrund i wrestling, præcis som Khabib gør det, omend de gør sig i to vidt forskellige wrestling discipliner.

Gaethje besidder dertil et godt takedown defense, og er utrolig svær at holde nede grundet hans store evner som scrambler.

Endvidere har Gaethje flere gange i optakten udtalt vigtigheden af at han holder afstand til buret, og møder Khabib i midten af oktagonen.

En ting er dog at sige det, en helt anden ting er at gøre det. Specielt når modstanderen hedder Khabib, og påstanden lyder at man bare skal holde sig væk fra buret og møde Khabib i midten.

Gaethje ved selvfølgelig godt selv at det bliver en monumental opgave, en opgave der uden tvivl bliver den største i karrieren. Gaethje har dog vist skræmmende styrke de sidste mange kampe, og vil helt sikkert tro på han har hvad der skal til.

Tro på sig selv må man også formode at Khabib har. Det er ihvertfald svært at forestille sig andet om en mand der er ubesejret og som står øverst på UFC tronen.

Alle ved hvad de kan forvente af Khabib når han går i kamp. Konstant pres, utallige takedowns, voldsom ground and pound og et kæmpe arsenal af submissions.

Alle ved hvad han gør, men ingen har endnu været i stand til at stoppe ham fra at gøre det, så man forstår godt hvorfor Khabib er sat til at være så stor en favorit.

Han skal dog helt sikkert tage sig i agt mod Gaethje, som på samme måde som Khabib er alle sine modstanderes største udfordring, meget hurtigt kan vise sig at blive Khabibs største udfordring, når de to i aften mødes ved UFC 254.

Robert Whittaker vs. Jared Cannonier

Co-main event kommer til at stå i skyggen af braget mellem Khabib og Gaethje, men dette opgør er et kæmpe et i sig selv.

Det er nr. 1 og nr. 2 i UFC’s middleweight division der mødes i en direkte duel om retten til at udfordre mesteren Israel Adesanya.

Nr. 1 Robert Whittaker har før været i kamp mod Adesanya, da han tabte sit bælte tilbage i oktober 2019. Det har han siden fulgt op med en stærk præstation mod Darren Till som han slog på point i juli.

Nr. 2 Jared Cannonier kommer ind til opgøret med tre sejre på stribe efter han rykkede fra light heavyweight og ned i middleweight.

Det skifte har gjort ham mere end bare godt, da han har vundet alle sine tre kampe i middleweight på KO. Nogle husker ham måske fra UFC i København hvor han i anden omgang besejrede Jack Hermansson på main event.

Kampen er et opgør mellem to stærke strikere, hvor Whittaker måske besidder den bedre tekniske finesse, men hvor Cannonier har den ekstra power.

Et co-main event hvor vi får det afgjort hvem der skal vinde retten til at udfordre middleweight mester Adesanya? Sikke en optakt til main event mellem Khabib og Gaethje!

UFC 254: Hold øje med

Sidder man klar fra starten af UFC 254 så kommer vi her med vores bud på nogle af de kampe man bør holde ekstra øje med.

Magomed Ankalaev vs. Ion Cutelaba
Deres første møde tilbage i februar endte med en kontroversiel afslutning allerede i første omgang, da Ankalaev sendte slag afsted der træffede Cutelaba, som efterfølgende fakede at han var hårdt ramt.

Det hoppede kampdommeren på og derfor stoppede han kampen efter blot 38 sekunder.

Kampen blev hurtigt sat op på ny, men ad flere gange har den været aflyst af forskellige årsager. Det har ført til en del spændinger mellem de to, noget som har fyldt i optakten til deres møde ved UFC 254.

Vi forventer derfor et eksplosivt opgør mellem to kæmpere der ikke kan lide hinanden. Kampen er en del af main card, og er første kamp på programmet.

Alex Oliveira vs. Shavkat Takhmonov
Dem der kender Alex “Cowboy” Oliveira ved at han altid bringer underholdning i sine kampe, så alene på den baggrund er en kamp som Oliveira er en del af altid værd at se.

Det ekstra krydderi til dette opgør er til gengæld hans modstander Shavkat Takhmonov der som ubesejret får sin UFC debut.

At møde en dygtig kæmper i Oliveira i sin UFC debut fortæller lidt om at UFC med stor sandsynlighed har høje tanker om ham. Spændende bliver det derfor at se hvor god han rent faktisk er.

Er han så dygtig som man kan håbe på han er, så kan vi meget vel ende med en super kamp mellem Oliveira og Takhmonov.

Kampen er en del af prelims på UFC 254.

Seneste nyheder

Share on facebook
Facebook
Share on google
Google+
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn
Share on pinterest
Pinterest