UFC Fight Night: Poirier vs. Hooker

Inden det fra i næste uge går løs med UFC stævner på Fight Island, skal vi inden da have et sidste stævne i UFC APEX faciliteterne. Weekendens main event er i lightweight divisionen og står imellem Dustin Poirier og Dan Hooker. Det er to fightere der gerne vil blive på benene og udveksle slagserier, så er man til hårde slag og spark i potentielt 25 min, så skal man ikke gå glip af weekendens main event.

Dustin Poirier

Poirier kommer ind til kampen som bookmakernes favorit, men skal dog være yderst varsom mod en ekstremt farlig Dan Hooker. Favorit værdigheden skal nok ikke mindst ses i lyset af kvaliteten af modstand de hver især har haft op til denne kamp, hvor Poirier i sine seneste fem kampe har besejret så store navne som Anthony Pettis, Justin Gaethje, Eddie Alvarez og Max Holloway, inden han senest måtte give fortabt til UFC champen Khabib Nurmagomedov. Den navneliste bør give en klar indikation om at Dustin Poirier er en elite fighter.

Dan Hooker ligner i statur og fight-stil  Max Holloway, som heller ikke er en decideret KO-artist, men i stedet en volume-bokser. Derfor kan man godt komme med en lille forudsigelse om at Dustin Poirier vil komme ind til denne kamp med samme taktik – fuld fart fremad i første omgang, hvor han vil forsøge at overmande en fysisk mindre Dan Hooker, uden respekt for Hookers slagkraft. Tricket for Poirier bliver ikke at overanstrenge sig for tidligt, hvilket øger risikoen for at gå kold i de senere runder, specielt med tanke på at det er en kamp af fem omgange. Kan han det, levner vi ham gode chancer for at tage sejren.

Dan Hooker

Det kan godt være at Dustin Poirier er favoritten, og at han nok også har mødt de bedre modstandere, men det er ikke ensbetydende med at Dan Hooker ikke har mødt hård modstand. 7 sejre i sine seneste 8 opgør, med sejre over blandt andre Gilbert Burns, Al Iaquinta og senest et drabeligt opgør mod Paul Felder, så det er helt sikkert en Dan Hooker der tror fuldt ud på at han kan tage sejren over Dustin Poirier.

Som fighter leverer han ikke mindst mange hårde spark til ben regionen, noget som Dustin Poirier helt sikkert skal, og vil, være opmærksom på hvis han beslutter sig for at gå i offensiven og gå fremad mod Hooker. Nøglen for Hooker ligger nok i at holde sig på ydersiden hvor han med sine spark kan sænke Poiriers tempo, og derfra lande sine egne kombinationer. Umiddelbart bør han være varsom med at stå i lommen og udveksle slag mod Poirier, men omvendt viste hans seneste opgør mod Paul Felder også at Hooker kan tage imod bomber og stadig blive stående.

Bud på kampens resultat

Et rigtigt tæt opgør, der kan gå begge veje. Vi tror på at Poirier vil forsøge at sætte tempo og gå i offensiven, og derfra bliver det spændende at se hvem der får mest held med game planen. Poirier med at lukke distancen og fange Hooker med tunge slag, eller Hooker med at holde distancen og vinde slag udvekslingerne på ydersiden? Vi tror umiddelbart på Poirier, da han før har mødt modstandere der ligner Dan Hooker og slået dem komfortabelt (ikke mindst 2x Max Holloway). Derudover bør han have mere power i sine slag, noget som også var udslagsgivende i opgørene mod Max Holloway. Derfor sejr til Poirier.

Du kan se UFC Fight Night: Poirier vs. Hooker direkte på Viaplay. Har du ikke allerede et Viaplay abonnement kan du oprette dig hurtigt og nemt lige her.

Nedtakt til UFC Fight Night: Poirier vs. Hooker

I en kamp der kandiderer til ‘Fight of the Year’ tog Dustin Poirier sejren over Dan Hooker via decision efter på fem vanvittige omgange, hvor Hooker startede stærkest, men i sidste ende måtte se Poirier løbe med sejren efter en klinisk præstation.

Kampen igennem fløj det rundt med slag udvekslinger hvor især Dan Hooker var meget aktiv i starten. Især anden omgang var et rent festfyrværkeri. Hooker blev ved med at gå fremad og pressede i momenter Poirier op mod buret. 2-0 til Hooker efter to omgange.

I tredje omgang ændrede kamp billedet sig. Nu var det i stedet Poirier der var i offensiven, mod hvad der lignede en smule trættere Dan Hooker. Tydeligt var det ihvertfald at Hooker forsøgte sig med flere takedowns for at stoppe offensiven fra Poirier. Kampbilledet var det samme i fjerde omgang, så det var et helt lige opgør der gik ind i sin femte og sidste omgang.

Femte omgang var endnu engang med Poirier i offensiven, og selvom Hooker gav den alt hvad han havde, var det tydeligt at Poirier var den friskere og skarpere kæmper af de to. Hooker lignede især mod slutningen en mand der var mere en bare tømt for kræfter, og kampen havde nok ikke fortsat ret meget længere førend Poirier havde fået afsluttet kampen. Fortjent sejr til Poirier der atter en gang kigger mod toppen af bjerget. En kamp mod vinderen af Khabib og Gaethje lurer, men også et opgør mod Tony Ferguson lyder vildt! Og hvem ved, måske et revanche opgør mod Conor McGregor.

For Dan Hooker gælder det om først og fremmest at få healet sin krop. To krige mod først Paul Felder og nu Dustin Poirier over 10 hårde omgange inden for så kort tid koster kræfter på den lange bane, kræfter som han helt sikkert får brug for. Hooker viste, trods nederlaget, at han har niveauet til at hænge med de bedste. Et opgør mellem Hooker og Ferguson ligger lige til højrebenet hvis vi skulle komme med et bud.

En ting er helt sikkert – Letvægt divisionen i UFC er stacked! Masser af super fede kampe i vente, mest af alt opgøret mellem Khabib Nurmagomedov og Justin Gaethje. Vi kan ikke vente!

Share on facebook
Facebook
Share on google
Google+
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn
Share on pinterest
Pinterest