UFC Fight Night: Whittaker vs. Till

Weekendens UFC event byder på et absolut topopgør i middleweight divisionen når Robert Whittaker møder Darren Till ved main event, på et card der derudover byder på flere interessante opgør, når ikke mindst danske Nicolas Dalby skal i kamp mod Jesse Ronson. Læs med her for en gennemgang af samtlige kampe på main card, samt selvfølgelig Nicolas Dalbys kamp mod Jesse Ronson som er en del af prelims.

Robert Whittaker (1) vs. Darren Till (5) | Middleweight

I Jack Hermanssons vinder interview oven på sejren ved sidste uges UFC stævne over Kelvin Gastelum lagde Hermansson divisionens fremtid ud således: Champ Israel Adesanya møder Paulo Costa i en kamp om bæltet. Vinderen af det opgør møder dernæst Jared Cannonier. Samtidig er det planen at Hermansson møder vinderen af kampen mellem Whittaker og Till, hvorefter vinderen af det opgør møder den af de tre ovenstående der er den ultimative vinder af deres indbyrdes opgør (Adesanya, Costa eller Cannonier), i en kamp om bæltet.

Det kan måske virke lidt indviklet, men vi synes faktisk det giver rigtig god mening. Set i det lys er det i sig selv et rigtig vigtigt opgør mellem Whittaker og Till vi har i vente, men selv uden den vinkel er det ganske enkelt bare et super opgør mellem to fightere der matcher hinanden rigtig godt i niveau. Der er lagt op til et sandt brag!

Det er altså to fightere der jagter en afgørende sejr, og vi forventer en underholdende affære. Till vil helt sikkert føle sig stærkere i sin striking, og vil med stor sandsynlig kæmpe kampen som han altid gør – i offensiven med masser af finter, gode kontra slag og konstant pres.

Skal man samtidig pege på en fordel for Whittaker, må den antages at ligge i wrestlingen og i clinch. Vi har en lille tanke om at man vil se Whittaker gøre mere brug af netop disse discipliner, men det er egentlig ikke den type fighter som han er. Det vidner de 0.37 takedowns pr. 15 min også om. Altså rundt regnet lander han kun et takedown hver tredje kamp! Ikke desto mindre kunne det være en del af gameplanen, specielt i de perioder hvor han helt sikkert vil komme under pres fra Till.

Vi tror af den årsag på et opgør der nok mestendels vil foregå oprejst med striker vs. striker. Det er dog to forskellige typer af strikere, hvor Till gør meget brug af finter og kontra slag, og Whittaker der ikke sætter sine slag så meget om, men som til gengæld kommer konstant og med voldsom power.

Et utroligt tæt opgør hvor vi umuligt kan pege på en vinder. Taget i betragtning at vi forventer et striking opgør, og vi samtidig mener at Till har den tekniske fordel i den disciplin, så læner vi dog mod at Darren Till tager sejren.

Mauricio Rua (15) vs. Antonio Rogerio Nogueira | Light Heavyweight

Co-main event er et opgør mellem to veteraner der møder hinanden for tredje gang. 2-0 fører Mauricio ‘Shogun’ Rua i den indbyrdes statistik, en statistik han håber at kunne udbygge, imens efterhånden noget aldrende Nogueira (44 år) helt sikkert håber at kunne tage den sidste store skalp i karrieren.

Det er efterhånden noget tid siden de to fightere har blandet sig i toppen af UFC’s light heavyweight division, så det kan måske undre at den er sat som co-main event, fremfor nogle af de følgende opgør der har opgør mellem rangerede fightere. Der er dog noget nostalgisk over dette opgør, ligesom der en tendens til at UFC takker deres legender ved at bringe dem frem i spotlightet en sidste gang.

Forventningen er at begge fightere vil forsøge at afslutte kampen, så af den årsag tror vi på at kampen ikke går fuld tid. Skal vi pege på en vinder må Rua nok være vores bud. Rua kommer fra en uafgjort mod Paul Craig i sit seneste opgør, efter han forinden havde knockoutet Tyson Pedro. Så var der godt nok nederlaget til Anthony Smith, som er en top-top fighter, men inden da slog han Corey Anderson. Det er alle sammen fine navne og vidner om at Rua stadig kan være med på UFC niveau. Med hans 38 år bør der også stadig være lidt kampe tilbage i ham hvis han har lysten.

Nogueira kommer fra et knockout nederlag i sit seneste opgør, noget som altid tænder lidt advarselslamper op til næste opgør. Det opgør var hurtigt overstået mod nr. 14 rangeret Ryan Spann. Før det knockoutede han selv Sam Alvey, der dog nu er på fire nederlag på stribe i UFC, så det er svært at ligge alt for meget i det opgør. Dertil kommer tre nederlag i hans fire opgør inden da, så der danner sig et billede af en fighter der nok må siges at være færdig på UFC niveau.

Rua bør havde fordelen i både speed, power og stamina, og bør derfor sikre sig sejren og dermed øge sin interne rekord liste mod Nogueira til 3-0. Det tror vi på han gør, og vi tror han gør det før tid på KO.

Fabricio Werdun (14) vs. Alexander Gustafsson (7) | Heavyweight

Et opgør i UFC’s heavyweight division der for danske fightfans har en lidt interessant vinkel. Den vender vi tilbage til ved afslutningen.

Opgøret står mellem Fabricio Werdun og Alexander Gustafsson. Et interessant opgør mellem nr. 14 rangeret Werdun der med sine 42 år jagter sin karrieres aller sidste mulighed for hæder. Derfor er der behov for en modstander der ikke bare er en top fighter, men også har et top navn, så han på den måde kan katapultere sig selv fremad i rangeringen.

Til det har UFC fundet den perfekte modstander i svenske Alexander Gustafsson, der kommer ind som nr. 7. Det er han dog i light heavyweight divisionen, da han til opgøret med Werdun for første gang kæmper i heavyweight. Det er samtidig en af kampens interessante vinkler, hvor det bliver spændende at se hvordan Gustafsson kommer til at gøre sig som heavyweight. Har han stadig den samme power til at ramme sine modstandere når de er meget større og tungere end hvad han er vant til? Er de større heavyweights samtidig for fysiske og stærke?

Vi får lidt af svaret natten til søndag. Her vil Werdun nok forsøge at gøre brug af sin BJJ, en disciplin som han er yderst dygtig i. Det kræver dog han får Gustafsson på gulvet. Hvorvidt han får held med bliver meget afgørende for hvordan kampen kommer til at forløbe. Får han ikke held med det, forudser vi en klar sejr til Gustafsson der har en kæmpe fordel med sin striking mod en samtidig aldrende, og noget langsommere Werdun.

Med et takedown defense på 85% i UFC ser vi gode muligheder for at Gustafsson kan forsvare sig godt mod Werdun. Det er dog heavyweight, så spørgsmålet er hvordan han klarer sig mod den ekstra vægt han møder i Werdun. Gufstafsson har dog en fin frame og vi ser gode muligheder for ham i heavyweight divisionen.

Dertil kommer at Werdun for nylig tabte på KO til Alexander Volkov, en fighter der kan minde meget om Gufstafsson, i at han også er en dygtig striker med et godt takedown defense på 76%. Der er bare det ved det at Gustafsson, i vores optik, er en mere letbenet, samt en teknisk dygtigere udgave af Volkov. Vi tror derfor på et lignende resultat, og at Gustafsson tager sejren. Om han gør det på KO eller decision beror lidt på den føromtalte forskel på light heavyweight og heavyweight, og om han kan tage sin power med sig. Uanset, så tror vi på at Gustafsson tager sejren.

Og så tilbage til vinklen for danske fightfans. Især til dem af os der drømmer om endnu et UFC event i Danmark. Skal UFC tilbage til Danmark kræver det at der som minimum er en skandinavisk fighter der kan være en del af et main event. Derfor var det ekstra vigtig at Hermansson slog Gastelum sidste weekend, da det igen bringer ham helt op hvor opgørene bliver til main events.

Det samme kan Gustafsson gøre med en stærk præstation mod Werdun, så vi vil helt sikkert heppe lidt ekstra på vores svenske nabo når han natten til søndag møder Werdun. Kom så Gustafsson!

Carla Esparza (7) vs. Marina Rodriguez (9) | Strawweight

Et opgør mellem rangerede fightere i kvindernes strawweight division. På den ene side står Carla Esparza der kommer med tre sejre på stribe, og på den anden side Marina Rodriguez der fortsat er ubesejret i sin professionelle karriere.

Et tæt opgør der nok vil finde sin afgørelse i hvem af de to der får held med sin gameplan. Esparza vil forsøge at gå på kroppen af den teknisk stærkere striker i Rodriguez, og derfra få kampen til gulvet. Dette skal hun have held med hvis hun vil have en chance for sejren, for Rodriguez ligner uden tvivl den farligere fighter af de to hvis kampen udkæmpes stående.

Esparza har aldrig vundet en kamp i UFC før tid, ligesom at Rodriguez indtil videre i sine fire UFC kampe endnu ikke har vist hun besidder decideret KO power i sine slag. Derfor tror vi på at kampen går fuld tid, i et tæt opgør der kan gå begge veje.

Paul Craig vs. Gadzhimurad Antigulov | Light Heavyweight

I sammenlagt 43 professionelle mma kampe har disse to fightere kun gået distancen to gange, fordelt med en enkelt på hver. Paul Craig gik distancen for første gang i hans seneste opgør med Mauricio Rua, imens man skal seks år tilbage for at finde Antigulovs hidtil eneste opgør der er gået fuld tid.

Det er altså to fightere der går efter at afslutte deres kampe, og det forventer vi også er tilfældet når de møder hinanden ved weekendens UFC Fight Night stævne.

Begge fightere får mestendels deres sejre via submission, og det kunne umiddelbart også være et bud på hvordan deres indbyrdes kamp ender. Craig har en lille fordel i BJJ, hvorimod Antigulov har fordelen i wrestling. Det er derfor et interessant og tæt opgør, hvor vi ser frem til en masse gode scrambles og submission forsøg.

Vi tør ikke pege på en vinder, men vi tør næsten godt love at kampen ikke går fuld tid. Vi tror samtidig på at kampen bliver afgjort via submission.

Alex Oliveira vs. Peter Sobotta | Welterweight

Endnu et opgør med en dansk vinkel. Begge disse fightere har mødt Nicolas Dalby i deres UFC karriere. Peter Sobotta slog Dalby via decision da Dalby var i UFC for første gang, imens at Oliveira tabte til Dalby i Dalbys comeback kamp ved UFC Copenhagen. Det er altså et opgør i samme vægtklasse som Dalby kæmper i, og som kan være interessant i forhold til et eventuelt revanche opgør mellem Dalby og Sobotta.

Det kræver dog i første omgang at Sobotta vinder sit opgør mod Olivieira, noget som på forhånd ligner en utrolig svær opgave. Det skal ikke mindst ses i lyset af at Sobotta ikke har været i kamp siden 2017 hvor han blev knockoutet af nuværende welterweight top contender Leon Edwards.

Omvendt er det en aktiv Oliveira, der ovenpå nederlaget til Dalby slog Max Griffin i et hårdt og tæt opgør tilbage i marts. Han kommer derfor ind til opgøret i en potentielt skarpere kampform, noget som ofte har afgørende betydning.

Vi forventer et opgør hvor Oliveira vil presse fremad og mixe det op med slag og spark, ligesom han vil forsøge takedowns. Dette vil ligge meget i stil med den gameplan som Leon Edwards lagde for dagen mod Sobotta, noget som Sobotta havde mere end bare svært ved at håndtere.

Nu vil vi ikke påstå at Oliveira har det samme niveau som Leon Edwards, men med tanke på den lange pause som Sobotta har haft, så ligner det bare en utrolig svær opgave. Af den grund tror vi på at Oliveira tager sejren.

Nicolas Dalby vs. Jesse Ronson | Welterweight

For de fleste danske fight fans vil dette opgør nok være aftenens (og nattens) mest interessante opgør, når danske Nicolas Dalby møder Jesse Ronson. På forhånd er Dalby udnævnt som storfavorit til opgøret mod en modstander der kommer ind på short notice.

Derudover er Ronson normalt en lightweight, så Dalby kommer ind til opgøret som den større fighter, hvilket er til klar fordel for danskeren. Disse to forhold er i sig selv afgørende, men er langt fra det eneste der taler for Dalbys favorit værdighed.

Ronson optræder, ligesom Dalby, for anden gang i UFC. Hans første omgang vil han dog helt sikkert ikke huske tilbage på som den store succes, da han led tre nederlag i ligeså mange kampe. Herefter har karrieren taget ham forbi flere forskellige forbund med sejre og nederlag til følge. 8-5 er han siden han forlod UFC.

Man kan derfor godt stille spørgsmåltegn ved niveauet hos Ronson kontra niveauet hos Dalby. Dalby har en klar fordel i sin wrestling, ligesom hans striking som minimum bør matche Ronsons. Dalby overlegne fysisk bør også blive afgørende over tre omgange.

Det er ikke ensbetydende med at Dalby skal tage for let på kampen. Det er vi dog som sådan heller ikke bekymrede for at han gør, da han er en intelligent fighter. Han lader sig ikke gasse ud for tidligt, og har ved flere lejligheder vist at han kan tage de tunge slag og stadig kæmpe videre. Det ligner derfor en overkommelig opgave for Dalby hvis han holder fokus og gør hvad han gør bedst.

Vi håber på at Dalby kan afslutte kampen, men læner nok mere mod at den går fuld tid. Ronson har kun tabt to gange på KO i sine i alt 31 opgør, så det er ikke en mand man bare lige stopper. Samtidig besidder Dalby heller ikke decideret KO power. Ronson har kun et nederlag på submission i sin karriere, og med tanke på at Dalby kun har en enkelt submission sejr de sidste otte år, så virker det også usandsynligt at Dalby skulle vinde via submission.

Vi tror derfor på en sejr til Dalby via decision. Hvis du vil læse mere om Dalby og hans vej tilbage til UFC, der kulminerede med sejren over Alex Oliveira ved UFC Copenhagen, kan du læse vores portræt om Nicolas Dalby her.

UFC Fight Night kan som altid ses direkte på Viaplay. På lørdag kan du se med allerede fra kl. 23.00. Det betyder at Nicolas Dalbys kamp også vises direkte, så har du ikke allerede et Viaplay abonnement kan du tilmelde dig nemt og hurtigt lige her.

Share on facebook
Facebook
Share on google
Google+
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn
Share on pinterest
Pinterest